Lasse er i lære som Kleinsmed

Lasse er i lære som Kleinsmed

Photo by Syd Mills on Unsplash

“Jeg troede aldrig, det skulle ske for mig!” For godt to år siden var 19-årige Lasse Bork Lyndgaard på stoffer.

Han fik maksimal dosis ADHD-medicin, provokerede og diskuterede med alt og alle omkring sig. Sådan er det ikke mere.

På opholdsstedet Hjulsøgård UNG har Lasse vendt sit liv 180 grader. Stofferne og den provokerende adfærd er lagt på hylden. Han har fået et mål med tilværelsen, som står lysende klart for ham: en uddannelse som klejnsmed.

– I dag har jeg det godt. Jeg får ingen medicin, jeg har ikke ADHD, og stofferne er kvittet for altid. Jeg er blevet lærling hos Blaaholm, hvor jeg elsker hver dag på arbejde. Jeg kan lide opgaverne, og jeg har nogle fede kolleger, som gør, at jeg føler mig tryg på arbejdspladsen. Det troede jeg aldrig skulle ske for mig, fortæller han glad.

Praktik giver retning og muligheder
Lasse er én ud af en håndfuld unge fra Hjulsøgård UNG, der er i kortere eller længere praktikophold hos lokale virksomheder. Nogle af praktikkerne fører til uddannelsesaftaler, mens andre giver de unge mulighed for at afprøve et fag.

Det er praktikkoordinator Henrik Thomsen fra opholdsstedet, der løbende kontakter lokale virksomheder for at skaffe de unge ind. Selv om der skal en del opringninger til, før der er bid, møder han stor velvillighed, og indtil videre har der kun været positive match mellem praktikanterne og deres arbejdsgivere. Henrik Thomsen er også initiativtager til ”praktikdagen,” hvor repræsentanter fra virksomhederne for nylig mødte de unge på Hjulsøgård UNG, hvor de bor. Her blev virksomhederne vist rundt og hørte lidt om stedet.

– Når man er i misbrugsbehandling, befinder man sig i en osteklokke i et stykke tid. Derfor er det værdifuldt, at I som virksomheder giver de unge mulighed for at opleve ”den virkelige verden” og at I vil tage jer tid til at være rollemodeller for dem. En uddannelse er altafgørende på dette tidspunkt af deres liv.

– Jeg tror ikke, at I er klar over, hvor stor betydning jeres indsats har for de unge her og nu og i fremtiden. Vi sætter stor pris på samarbejdet med jer, sagde Henrik Thomsen til virksomhederne på praktikdagen.

 

Det er personligheden, der tæller
Steen Andersen er værkfører på Blaaholm, hvor Lasse er i lære. Han understreger, at hans arbejdsplads gerne hjælper unge, som har haft en tung opvækst, med at finde og fastholde en god retning i livet. Samtidig roser han Lasses tilgang til opgaverne:

– Vi har syv lærlinge, og Lasse arbejder helt på lige fod med de andre drenge. Han faldt hurtigt til hos os, han er moden, klarer sig godt, fungerer godt og er hurtigt opfattende. Det sociale ansvar er vigtigt for os, men når vi vælger at tage en lærling ind, er det Lasses egen indsats og selvfølgelig hans personlighed, der tæller.

På praktikdagen blev der også underskrevet en aftale mellem Murerfirmaet P. Jensen & Sønner aps og deres 18-årige praktikant, som har valgt ikke at stå frem med navn.

– Vi har lavet aftale med en ung, der skal i mesterlære hos os. Han solgte sig selv rigtig godt til en samtale og har været i firmaet tre dage om ugen i tre måneder. For os handler det om personen og hans indstilling på arbejdspladsen. Hvor han kommer fra, og hvad han har med sig, er mindre vigtigt, siger Lillian Rosendahl fra Murerfirmaet P. Jensen & Sønner og henvender sig til sin nye murerlærling:

– Med hensyn til dig, unge mand, så går der altså lidt mor i mig. Du ringer bare, hvis din knallert går i stykker, når du er på vej til arbejde en kold, mørk vintermorgen. Så skal jeg nok komme og hente dig.

 I dagens anledning er han iført nye, hvide murerbukser. Dem må man kun have på, hvis man er ”rigtig murerlærling.”

 

De deltog i praktikdagen og har praktikanter eller lærlinge fra Hjulsøgård UNG:
Murermester P. Jensen & Sønner. Malermester Kurt Skovdal. Gårdejer Jørgen Øllegaard Jensen. Blaaholm
13 ugers praktik
Praktikopholdene starter altid med 4 uger og koordineres også med UU-center Varde. Der er mulighed for 13 ugers praktik med en forsikring via UU.

 

Vil du vide mere?

Er der ledige pladser på UNG?
Vil du besøge os eller høre om vores behandling?

RING: +45 7550 1313