Hvordan er det at gå i skole, når man er udsat som barn og ung? Vores unge skriver uredigeret og anonymt om deres skolegang. Denne gang er det Freja. “Jeg er en ung pige på nu 17 år, og snart 18. Da jeg blev indskrevet på Hjulsøgård ung d. 06/11-2017 var jeg en bange, vred, ensom, omsorgsvigtet pige. Jeg har været i regelmæssigt misbrug siden jeg var 12 år gammel.

Jeg røg hash, tog coke, amfetamin, MDMA og drak. Til sidst var jeg ligeglad med hvad jeg indtog, hvor eller hvornår det var. Jeg skulle bare bedøve mig selv, så jeg ikke ville kunne mærke hvor fucked op jeg har haft det siden jeg blev født. Jeg gik i skole til 5. klasse, og havde slet ikke nogen intentioner om at komme i skole igen, eller lære noget slet ikke fra fremmed. Fra 0. – 5. klasse, har jeg aldrig rigtig fået noget hjælp i folkeskolen.

Jeg fik tit af vide jeg bare kunne holde pause, fordi jeg ikke kunne finde ud af de fællesopgaver alle mønstereleverne fra klassen fik. Dengang tænkte jeg ikke over det, fordi jeg troede voksne mennesker altid vidste hvad de snakkede om. Senere hen fandt jeg ud af at jeg tog fejl, voksne har sjældent ret.

Jeg følte mig tabt på gulvet, som om jeg ikke var vigtig nok til at bruge tid på. Så kom jeg til 4. – 5. klasse, og der blev det først slemt. Jeg var vred hele tiden, og kunne ikke koncentrere mig i timerene. Jeg begyndte at kaste ting efter de andre børn, og lærer. Jeg blev smidt på kontoret, og ud på gangen, flere og flere gange. Til sidst gik jeg bare hjem, og gad ikke komme i skole mere fordi det var lige meget til sidst. Der var ikke nogen, der gad at lære mig noget alligevel. Hvis jeg helt selv skulle bestemme dengang, hav-de jeg fortsat indtil jeg døde af det. Jeg så ingen mening med livet til sidst, og var ligeud sagt, ligeglad med hvad jeg udsatte mig selv for, eller om jeg døde at det. Jeg følte mig alene og hjælpeløs.

Jeg startede i skole da jeg blev indskrevet på Hjulsøgård ung. Jeg startede på 3 klasses niveau, og kæmpede i 4 måneder for at komme op til 9. klasses eksamen. Jeg havde virkelig svært ved at lære noget, fordi min psyke ikke var i stand til det, fordi jeg i så mange år havde blokeret for min indlæringsevne. Jeg blev ved med at sige til mig selv jeg ikke kunne finde ud af det, fordi det var det jeg havde lært. Jeg havde ingen motivation, eller det der ligner. Min lærerinde på Hjulsøgård ung, inkludere-de mig i skemaet i skolen, og spurgte ind til hvilken tid på dagen jeg havde mest energi, til de for-skellige fag. Jeg følte mig hørt men, jeg havde stadigvæk ikke tillid til at hun skulle lære mig no-gen som helst. Der var ingen sure miner, og eller krævende lærer.

Hun vidste, at jeg gjorder mit bedste. Jeg har råbt ad hende hunderede gange, dels fordi det var svært for mig, men hun blev ved. Hun viste sig at være stabil, og stod ved hvad hun sagde og hun havde ingen skjult agenda, intet andet motiv end at lære mig noget. Efter en månedstid med stille fremgang, begyndte jeg at åbne mere op, og tog mere og mere ind hvad hun havde sagt til mig. Dagene gik, og til sidst fik vi opbygget et samarbejde så jeg kunne lige pludselig koncentrere mig i timerene, niveauet blev hurtigt højere end 3. klasse, og skemaet begyndte mere og mere at se ”normalt” ud, i forhold til folkeskolens skema. Jeg fik mere og mere blod på tanden, til at gøre noget for at få et ordenligt liv, og behandle mig selv godt.

I samarbejde med terapeuter, pædagoger og lærerinde fik jeg det bedste 4 måneders skolegang jeg kunne ønske mig. Jeg kom op til 9. klasses eksamen, og bestod det hele med et samlet gennemsnit på 7. Jeg var lykkelig og var/er pisse stolt af mig selv, for de tårer og sved jeg har lagt i det. Da jeg fik at vide at skolen her på Hjulsøgård ung, skulle lukke* blev jeg ked af det og sur. Jeg synes personligt det er latterligt at alle ”Hjemmeundervisnings skoler” skal lukke, fordi der er nogen der ikke overholder reglerne. Der er så mange unge med ligene historie som mig, der har brug for skolegang. Systemet vil lukke hjemmeundervisning så opholdssteder som Hjulsøgård ung, ikke har mulighed for at hjælpe unge med problemer videre i livet.

Men systemet laver også adgangskravende så høje til de fede uddannelsesveje, at det er umuligt at komme ind på hvis man ikke har gået i skole, i nogle år, eller er blevet rykket ned bagerst i klassen fordi man alligevel bare var dum. Hvis man koger der helt ned så de børn der ikke får opmærksomhed, kærlig, omsorg, trygge rammer eller får vist interesse bare skal arbejde i fakta eller et fysisk ødelæggende job.

Det giver ikke mening og undskyld mit sprog men det er til at lukke op og skide i.” —– *Skolen på UNG er etableret som hjemmeundervisning, da vi ikke er store nok til en intern skole, som kræver + 10 elever. Desværre må vores tilbud lukke, da en redegørelse fra Folketingets Ombudsmand har vist, at der ikke er lovgivningsmæssig hjemmel til at drive vores skole (og lignende tilbud på andre opholdssteder) som hjemmeundervisning.