At arbejde helhedsorienteret med unge i mistrivsel

Mistrivsel er et plusord i den danske debat i disse år. Det er også et diffust begreb, der lige nu dækker over alt fra naturligt ubehag til misrøgt.

Mistrivsel blandt unge i samfundet

Jf. Trivselkommissionen er der ikke kun en ting på spil, når vi skal forstå den såkaldte ”mistrivselskrise”, men en ting er vigtigt at forstå og tage alvorligt, nemlig at der generelt tegner sig et billede af en ny sårbarhed blandt børn og unge, og denne skal vi på alle niveauer tage alvorligt.

Generelt ses et fald i trivsel blandt børn og unge gennem folkeskolen og dette stabiliserer sig ikke igennem de sene ungdomsår. Specielt italesættes i rapporter fra Bupl, børnsvilkår og VIVE at presset for at passe ind ud fra eksternt definerede parametre italesættes som særligt udfordrende for de unge. Mistrivslen viser sig blandt andet i en stigning i angst, depression, skoleværring og selvskade blandt specielt piger.

Misbrug som konsekvens ved mistrivsel

På Hjulsøgård møder vi en gruppe af unge, som ikke bare er i mistrivsel, men hvor de grundlæggende vilkår for sund udvikling er truet og har været det længe inden de kommer hos os.

Når unge mennesker oplever et stadig stigende pres på deres positionering i de sociale grupper, så bliver deres adfærd stadig mere ekstrem for at modvirke den eksklusion fra fællesskabet som bliver en konsekvens.

I et samfund, hvor stress er en folkesygdom og de sunde adfærdsmekanismer til regulering ikke er tilgængelige, er stofmisbrug et meget konkret praktisk virkemiddel til følelsesregulering.

Med langt de fleste stoffer og alkohol følger der en straks effekt på dopaminudskillelsen i hjernen og den unge oplever en øjeblikkelig tilfredsstillelse og forløsning fra det der kan være et jerngreb af lidelse.

Desværre følger de gavnlige effekter af den kortvarige forløsning ikke med, som det ville gøre med naturlig neurologisk regulering.

Der starter en spiral, hvor de kemiske og sociale konsekvenser ved misbrug bliver stadigt mere konkrete for den enkeltes evne til at følelsesregulere og derved bliver stofbehovet umiddelbart stigende og de sociale evner til at kunne passe ind i fællesskabet stadig mere udfordrede.

For mange unge i misbrug betyder det en konkret kontravirkning og social isolation, som de ikke har redskaberne til at modvirke, da misbruget var deres redskab i første omgang. De mangler simpelthen andre muligheder.

Unge er ekstremt neurologisk fokuseret på at være en del af gruppen. Evolutionært er det meget forståeligt, da vi i den livsfase er på vej mod at skabe ”vores egen flok” og derved skal have alle antenner ude for at kunne tiltrække interessante nye flokmedlemmer.

Når misbruget eller mistrivslen resulterer i kløftedannelse mellem familien og gamle venner og samtidig bevirker et usikkert fundament i nye venskaber, så har vi en meget brandfarlig cocktail i en ung hjerne. Tilføjer vi så de usikre vilkår og konkret fare som misbrug ofte medfølger, så giver det grobund for et liv i mistrivsel.

At lindre mistrivsel for at behandle misbrug

Når en ung flytter ind på Hjulsøgård definerer vi trivselsparametre og mål i samarbejde med de unge. Dette kræver en terapeutisk proces og tid for at blive bevidst om egne præferencer og også en grundlæggende ret til at være i trivsel.

I  samskabelse med den unge arbejder vi hen mod at bevistliggøre den enkelte unges forståelse af trivsel og de prioriteringer dette kræver i livet. Derved er det muligt at arbejde med miljøet omkring de unge, hvilket er en væsentlig del af at komme i trivsel igen efter misbrug.

På Hjulsøgård arbejde vi hjernesmart i arbejdet med unge i mistrivsel. Vi styrker oplevelsen af det inkluderende fællesskab og stabile voksne forbilleder, som en del af indsatsen for den sociale hjerne og den stabiliserede krop.

For at arbejde helhedsorienteret med lindringen af unge i mistrivsel har vi både opmærksomhed på den konkrete behandling af misbruget, men også den mistrivsel som ligger som den bagvedliggende udløser for misbruget.

Konkret kommer dette til udtryk ved, at vi arbejder med handleplaner inden for både det pædagogiske, sociale, psykologiske og fysiologiske områder af de unges liv, gerne i tæt samarbejde med hjem kommune og forældre.

Så snart den unge er ude af det konkrete misbrug bygger vi bro til civilsamfundet igen, så de unge ikke isoleres på et socialt sidespor. Dette er vigtigt, da vi ved, at den sociale hjerne er meget aktiv i ungdomsårene og det skaber beroligelse at føle fællesskab og samhørighed. Dog er vi også meget bevidste om, at misbrug konkret har den konsekvens, at de fleste unge har udviklingstraumer, som påvirker deres normale udvikling og derved giver behov for tilpasning ift. samfundets forventninger til de unges evner i det sociale fællesskab.

Derfor skal vi have fokus på at behandle det hele menneske og give de unge redskaber og forståelse for, hvordan de kan være i deres liv med lige præcis den bagage de har, men stadig have en plads i fællesskaber der giver mening for dem, og hvor de ikke føler sig udsatte.

Forfatter: kropsterapeut og cand. cur Charlotte Riis